Anlæg et sommerfuglebed

Gør som eleverne på Vallensbæk Skole. De har fyldt et stort bed med planter, der tiltrækker sommerfugle. Download publikationen her og hent inspiration til, hvordan I selv kan lave et sommerfuglebed.
Nældens takvinge

Elever fra Vallensbæk Skole har tidligere plantet et stort bed til med planter, der tiltrækker sommerfugle. Eleverne går i skolens modtageklasser med børn, der er kommet til Danmark for nylig.

Eleverne arbejdede med at klække æg, fodre larver og vente på forpupning, og da sommerfuglene kom ud af pupperne satte børnene dem ud i sommerfuglebedet.

Vallensbæk Kommunes afdeling for Vej og park har forberedt bedet med tilsætning af grus og udlægning af store sten. Sommerfugle elsker nemlig at sætte sig på varme sten. Der er indsamlet og købt planter til sommerfuglenes fire livsstadier:

  1. Æg
  2. Larve
  3. Puppe
  4. Imago (færdig sommerfugl)

Projekt sommerfuglebed er en naturlig fortsættelse af Vallensbæk Kommunes strategi for klima, som blandt andet fokuserer på naturoplevelser og biodiversitet.